Ydelser

Indledende vurdering:

Alle udredningsforløb begynder med en indledende vurdering. Ved den indledende vurdering hører jeg om den problemstilling, som du ønsker at få undersøgt. Jeg screener for, om der er andre psykiske lidelse, som kunne ligge til grund for de symptomer eller problemstillinger du oplever. Som afslutning på samtalen gives en vurdering af, om det er relevant at gå videre med et udredningsforløb og hvad forløbet vil indeholde. Der anvendes eventuelt spørgeskemaer.

Udredning ADHD/ADD:

Udredningsforløbet indeholder følgende elementer:

  • Interview med pårørende, som har kendt dig siden barndom.
  • Gennemlæsning af sagsakter fra institutioner, skole eller eventuelt tidligere udredninger, hvis sådanne foreligger.
  • Struktureret interview målrettet ADHD/ADD ligeledes med deltagelse af pårørende
  • Kognitiv testning til belysning af bl.a. opmærksomhedsfunktionen
  • Tilbagemelding på om udredningen har vist symptomer foreneligt med ADHD/ADD. Hvis det viser sig, at du har ADHD/ADD drøfter vi, om du ønsker hjælp til at få kontakt med en psykiater, som kan vurdere, om det i dit tilfælde er relevant at tilbyde medicinsk behandling. Vi taler også om, hvilke andre tiltag, støtte eller behandling, der kan være relevant for dig. Det kan fx være kontakt til interesseorganisation fx ADHD-foreningen, undervisning om ADHD, hjælp til at lære at håndtere symptomerne i hverdagen osv. Der udarbejdes et kort resumé over udredningsforløbet, hvoraf det vil fremgå hvad udredningen har indeholdt, og hvilken vurdering jeg er nået frem til (ca. 1/2 -1 side).

Udredning autisme: 

Udredningsforløbet indeholder følgende elementer:

  • Interview med pårørende, som har kendt dig siden barndom.
  • Gennemlæsning af sagsakter fra institutioner, skole eller eventuelt tidligere udredninger, hvis sådanne foreligger.
  • Spørgeskemaer, kognitiv testning eller anden psykologisk undersøgelse afhængig af den enkelte sag.
  • Tilbagemelding på om udredningen har vist symptomer foreneligt med autisme. Hvis det viser sig, at du har autisme drøfter vi, hvilke tiltag der fremover kan være relevante for dig. Det kan fx være kontakt til interesseorganisation fx Autismeforeningen, støttebehov eller hjælp til at lære at håndtere symptomerne i hverdagen. Der udleveres et kort resumé over udredningsforløbet, hvoraf det vil fremgå, hvad udredningen har indeholdt, og hvilken vurdering jeg er nået frem til (ca.1/2 -1 side).

Udredning begavelse: 

Udredningsforløbet indeholder følgende elementer:

  • Interview med pårørende, som har kendt dig siden barndom. Struktureret interview målrettet dit funktionsniveau i hverdagen.
  • Gennemlæsning af sagsakter fra institutioner, skole eller eventuelt tidligere udredninger, hvis sådanne foreligger.
  • Kognitiv testning med WAIS IV, som givet et mål for IQ.
  • Ved tilbagemeldingen får du at vide, hvilket begavelses- og funktionsniveau undersøgelsen har vist, at du har. Hvis det viser sig, at du har lav begavelse, drøfter vi, hvilke tiltag, støtte eller behandling, der kan være relevant for dig. Det kan fx være kontakt til interesseorganisationer, støttebehov eller hjælp til at lære at håndtere vanskelighederne i hverdagen. Der udleveres et kort resumé over udredningsforløbet, hvoraf det vil fremgå hvad udredningen har indeholdt, og hvilken vurdering jeg er nået frem til (ca.1/2 -1 side).

Neuropsykologisk undersøgelse: 

Det er meget forskelligt, hvad en neuropsykologisk undersøgelse vil indeholde. Det vil afhænge af, hvilken problemstilling, der ønskes belyst. Ved alle undersøgelser vil følgende elementer altid indgå:

  • Beskrivelse af hvilket problem, der ønskes belyst.
  • Interview med dig og en pårørende, hvor I beskriver hvilke vanskeligheder I oplever i hverdagen. Hvad der eventuelt er blevet anderledes, end det har været før.
  • Gennemlæsning af relevante sagsakter. Det kan fx være tidligere neuropsykologiske undersøgelser eller papirer fra sygehusforløb af relevans for problemstillingen.
  • Der vil oftest men ikke altid blive foretaget neuropsykologisk testning. Der kan anvendes spørgeskemaer og vurderingsskalaer. Det kan være skemaer som skal udfyldes af dig selv eller af en pårørende.
  • Tilbagemelding på hvad undersøgelsen har vist. Der gives anbefalinger for det videre forløb. Der udarbejdes en neuropsykologisk undersøgelsesrapport som typisk vil være 4-8 sider lang.
  • Undersøgelsen vil følge retningslinjerne for neuropsykologiske undersøgelser.

Psykiatrisk udredning

Hvis den indledende vurdering har vist mistanke om psykisk lidelse, som ikke har kunnet afdækkes fyldestgørende ved den indledende samtale, tilbydes der opfølgende konsultationer. Det kan fx være, at der er opstået mistanke om en specifik angstlidelse (fx PTSD, panikangst osv) eller en affektiv lidelse (fx depression, bipolar lidelse) eller psykoselidelse. Klinikken tilbyder IKKE behandling af disse lidelser, men kan være behjælpelig med vurdering af, om lidelsen er til stede og vurdering af, om den videre behandling kan foregå ved praktiserende psykiater, praktiserende psykolog eller om det vil være relevant at inddrage din praktiserende læge med henblik på plan for det videre forløb.

Supervision

Supervision ydet til psykologer kan bruges i opnåelse af autorisation og til specialistuddannelse i neuropsykologi.

Supervision til tværfagligt personale fx ved bosteder, uddannelsesinstitutioner, kommuner el.lign. ydes inden for psykiatriske og neuropsykologiske problemstillinger.

Der ydes også supervision vedr. lav begavelse/udviklingshæmning, men vær opmærksom på, at min kompetence især ligger indenfor klienter med lette tilstande dvs. svarende til det område, der betegnes som let mental retardering (IQ 50-70) eller inferioritas (IQ 70-85).